VORES SVAR ER NEJ
Et åbent brev som svar på talen om Unionens tilstand 2026
Fru formand,
I Deres tale om Unionens tilstand spurgte De os, om vi ønsker et stærkere, mere uafhængigt Europa med større evne til at handle. De fortalte os, at »kun Europa kan give europæerne reel suverænitet«. De opfordrede til nye europæiske sikkerhedsstrukturer og større økonomisk integration.
De bad europæerne om et svar.
Vores svar er NEJ.
Ikke fordi vi afviser Europa. Europa er vores hjem.
Men vi afviser Deres påstand om, at kun Europa kan give europæerne reel suverænitet. Suverænitet er ikke noget, Den Europæiske Union kan give os.
Al politisk magt udspringer af folket. Dens kilde er ikke staten, regeringen eller Den Europæiske Union.
Fordi folket er suverænt, eksisterer staten for at tjene det og gennemføre dets vilje. Dens myndighed kommer fra folket, ikke omvendt.
Den Europæiske Union står endnu et skridt længere væk fra denne magtkilde. Den eksisterer for at tjene sine medlemsstater og gennemføre deres vilje og udøver kun de beføjelser, som de har besluttet at betro den.
Den Europæiske Union er ikke en suveræn stat og kan ikke give europæerne suverænitet.
VI GAV DEM IKKE DETTE MANDAT
De lande, der tiltrådte EU i 2004 — mange af dem først kort forinden befriet fra totalitært styre — tiltrådte en Union, der byggede på de traktater, som dengang var gældende.
Kort efter kom forslaget til en europæisk forfatning.
Da befolkningerne faktisk blev spurgt, sagde Frankrig NEJ. Nederlandene sagde NEJ.
En stor del af dette projekt vendte efterfølgende tilbage gennem Lissabontraktaten. Den udvidede flertalsafgørelser og beføjelser på europæisk niveau, men næsten ingen europæisk befolkning fik lov til at stemme direkte om den. Irland var undtagelsen: Irerne afviste først Lissabontraktaten og blev derefter bedt om at stemme igen, efter at der var forhandlet garantier på plads.
Den Europæiske Union, som eksisterer i dag, har derfor udviklet sig langt ud over det, millioner af mennesker i Central- og Østeuropa oprindeligt stemte for at tilslutte sig. Det er en vigtig kendsgerning, når De nu taler om europæisk suverænitet.
EUROPAS HISTORIE ER BLODIG
Efter opløsningen af den romerske myndighed i Vesteuropa forenede Karl den Store store dele af kontinentet under en kejserkrone. Den europæiske integrationsbevægelse henviser stadig til hans arv.
Men århundrederne, der fulgte, var præget af gentagne kampe om herredømmet over kontinentet mellem herskere og dynastier med magtcentre i de områder, der senere blev til Frankrig, de tyske kongeriger og De Britiske Øer.
Andre århundreder. Andre herskere. Andre årsager.
Men ét mønster vendte tilbage igen og igen. Herskere søgte stadig større territorier, flere ressourcer og flere mennesker, som de kunne udøve magt over og opkræve indtægter fra. Deres ambitioner voksede; almindelige europæere betalte prisen.
De betalte skatterne. De leverede arbejdskraften. De leverede soldaterne. De begravede deres børn.
Kongeriger, imperier og regeringer opstod og faldt. Grænser flyttede sig. Flag skiftede. Men generation efter generation blev almindelige mennesker tvunget til at finansiere ambitioner, som ikke var deres egne, og dø i krige om, hvem der skulle bestemme Europas politiske orden.
Enogfirs år efter Europas seneste katastrofale krig ser vi i stigende grad tegn på, at Den Europæiske Union forbereder Europa på endnu en stor konfrontation med Rusland, som i århundreder har betragtet sig selv som arvtager til Det Østromerske Rige.
Den gamle deling mellem Vest- og Østrom kan være forsvundet fra vores politiske ordforråd, men dens arv er stadig meget levende. For få år siden forbød Ukraine den Russisk-Ortodokse Kirke og er i færd med at bryde århundredgamle religiøse bånd til Moskva.
To gange på lidt mere end to århundreder vendte en kontinentaleuropæisk magt, som havde bragt store dele af Europa under sin kontrol, sig østpå mod Rusland — Napoleon i 1812 og Hitler i 1941. Begge felttog endte i katastrofer af ufatteligt omfang.
Vi vil ikke tillade, at Europa organiseres til det samme formål en tredje gang. Vi vil ikke længere spille nyttige idioter i krige, som andre har udtænkt, som finansieres med vores penge og udkæmpes med vores børn.
Europa må aldrig igen forenes med krig som formål.
Europas blodige historie giver ingen europæisk institution et moralsk mandat til at forvandle Europas nationer til én samlet kontinental magt.
I århundreder er forsøg på at koncentrere magten over dette kontinent igen og igen endt i rivalisering, dominans og krig. Derfor afviser vi tanken om, at Europas samling skal ende i endnu en krig med Rusland eller en anden stormagt.
Vi ønsker ikke endnu et europæisk imperium.
Vi ønsker suveræne europæiske nationer: fredelige, velstående og frie til at samarbejde med hinanden og resten af verden.
Ingen hovedstad har ret til at herske over Europa. Ikke Paris. Ikke Berlin. Ikke London. Ikke Moskva. Ikke Bruxelles.
OG VI AFVISER RESULTATERNE AF DERES LEDELSE
DE HAR IKKE LEVET OP TIL DE RETTIGHEDER OG DET ANSVAR, DE PRÆDIKER.
EU har stadig ikke tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention trods sin traktatmæssige forpligtelse til at gøre det, mens Deres egen Kommission blev kritiseret af domstolen for sin håndtering af anmodninger om adgang til Deres kommunikation med Pfizer.
DE HAR UNDERMINERET DEN EUROPÆISKE UNIONS ØKONOMI.
Europæiske virksomheder står over for energipriser langt over deres vigtigste konkurrenters, og blandt verdens halvtreds største teknologivirksomheder er kun fire europæiske — samtidig med at Bruxelles i stigende grad regulerer selv de mindste detaljer i det økonomiske liv.
DE HAR IKKE BESKYTTET EUROPAS GRÆNSER.
Årtier med ukontrolleret migration og manglende håndhævelse har lagt et stigende pres på boliger, skoler, offentlige tjenester og nationale budgetter og samtidig undermineret befolkningernes tillid til regeringernes evne til at kontrollere, hvem der rejser ind i og bliver i deres lande.
Og Deres prioriteter kan ses i Deres eget budget: Den Europæiske Union afsatte i 2026 mere end 13 milliarder euro til sin egen administration, men kun omkring 5 milliarder euro til migration og grænseforvaltning.
Vi afviser også den politiske idé om, at masseindvandring kan bruges til at svække national identitet. Mennesker, der kommer fra lande uden for Europa, deler naturligt ikke den samme nedarvede tilknytning til vores nationale historier, institutioner og stater. En befolkning med svagere fælles historiske bånd kan være lettere at overbevise om, at disse nationer er forældede og bør vige for én overnational europæisk stat.
DE HAR ERSTATTET PRAGMATISME MED IDEOLOGI.
Gennem den grønne pagt, CO₂-prissætning og bindende europæiske regler bliver medlemsstaterne pålagt at påføre deres egne borgere omkostninger for at opfylde politiske prioriteter, der er besluttet på europæisk niveau. Stadig mere af det, europæerne tjener, bliver omdirigeret til politiske mål, som de aldrig har valgt ved en direkte afstemning.
DE HAR ERSTATTET DIPLOMATI MED KONFRONTATION.
Forholdet til Rusland er stort set fastfrosset, mens forholdet til Kina og selv USA er blevet stadig mere konfrontatorisk. Europa skal være i stand til at opretholde fungerende forbindelser med stormagter, også når vi er uenige med dem.
DE HAR IKKE RESPEKTERET DERES EGNE PRINCIPPER.
EU lover nærhedsprincippet — beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt — mens magt, regulering og administration fortsat samles på europæisk niveau.
DE HAR IKKE FORSVARET YTRINGSFRIHEDEN, PRIVATLIVET OG RETTEN TIL POLITISK UENIGHED.
Privat kommunikation udsættes for stadig mere omfattende regulatorisk overvågning, EU-institutioner griber stadig dybere ind i det politiske informationsrum online, og der er endda opstået bekymring for, at mennesker mister bankydelser på grund af deres politiske eller filosofiske overbevisninger.
Og Deres svar på alle disse fiaskoer er mere magt til Bruxelles?!
Vores svar er NEJ.
EUROPA ER IKKE DEN EUROPÆISKE UNION
Gennem hele Deres tale talte De gentagne gange, som om Europa og Den Europæiske Union var det samme.
Det er de ikke.
Europa er ældre end EU og uendeligt meget større end dets institutioner.
En tjekke, der kræver tjekkisk suverænitet, er europæer. En franskmand, der kræver fransk suverænitet, er europæer. En nederlandsk vælger, der siger NEJ til yderligere integration, er europæer.
Modstand mod Deres politiske projekt er ikke modstand mod Europa.
Efter næsten syv år under Deres formandskab beskrev De Den Europæiske Unions kriser, splittelser, økonomiske vanskeligheder, sikkerhedstrusler og tab af tillid — men intet sted spurgte De alvorligt, hvilket ansvar Deres egen Kommission bærer for tilstanden i den Union, De leder.
Lederskab kræver ansvar.
De beder os om endnu flere beføjelser og myndighed til at træffe beslutninger.
Vores svar er ikke blot, at vi ikke vil give Dem flere.
Vi tager de beføjelser tilbage, som tidligere blev overført fra os og vores stater til Den Europæiske Union.
Suverænitet tilhører folket. Magten udspringer af det — ikke af Bruxelles. Det, folket har betroet, kan folket også tage tilbage.
Derfor afviser vi enhver yderligere overførsel af politisk myndighed fra Europas nationer til Den Europæiske Union, og vi tager allerede overførte beføjelser tilbage til det niveau, hvor suveræniteten hører hjemme: hos folket og dets stater.
De bad europæerne om et svar.
Vores svar er NEJ.
De ville vide, om De stadig har vores hjerter.
Det har De ikke.
De beder om mere magt.
Vi siger nej.
Og vi tager vores egen tilbage.
Efter næsten syv år som formand for Europa-Kommissionen er Unionens tilstand også et resultat af Deres ledelse.
Ifølge Den Europæiske Unions traktater har Europa-Parlamentet beføjelse til at afsætte Europa-Kommissionen.
Det har undladt at leve op til dette ansvar.
Den politiske myndighed tilhører i sidste ende folket. Når dets repræsentanter ikke holder magthaverne ansvarlige, må folket selv tale.
Det gør vi nu.
De har mistet vores tillid.
De har mistet vores respekt.
Og i øjnene på de mennesker, hvis arbejde og skatter opretholder de institutioner, De leder, har De mistet al den politiske autoritet, De nogensinde havde.
Vi har hørt Deres vurdering.
Vi har set Deres resultater.
Vores konklusion er: